Andersen i undervisningen

Dette spor støtter projekter, der formidler H.C. Andersen i undervisning og dannelse af børn og unge. Fokus er på at bringe Andersens liv, værker og værdier i spil i læringsmiljøer – både i og uden for klasselokalet.

Projekterne skal fremme fantasi, skabertrang og refleksion og give børn og unge mulighed for at spejle sig i H.C. Andersens fortællinger og livshistorie.

Foto: Jonas Legarth

Hvad støtter fonden?

H.C. Andersen Fonden støtter undervisnings- og læringsprojekter, der anvender H.C. Andersen aktivt og meningsfuldt i formidlingen. Projekterne skal have en tydelig pædagogisk idé og bidrage til læring, dannelse og engagement hos målgruppen.

Eksempler på projekttyper

  • Undervisningsmaterialer og læringsforløb
  • Tværfaglige undervisnings- og formidlingsprojekter
  • Efteruddannelse og kompetenceudvikling af undervisere
  • Kreative og sanselige formater, der kombinerer fortælling, kunst og læring
  • Digitale og fysiske formidlingsgreb med bred anvendelse

Det prioriterer fonden i Andersen i undervisningen

  • Børn og unge i dagtilbud, grundskole eller ungdomsuddannelser
  • Lærere, pædagoger og undervisere
  • Uddannelsesinstitutioner og kulturformidlere
  • Projekter med mulighed for gentagelse, skalering eller varig anvendelse
  • Formater, hvor børn og unge er aktive medskabere – ikke kun modtagere

Gode råd til ansøgere

Hav en tydelig pædagogisk idé: Vis, hvordan H.C. Andersen bruges aktivt i undervisningen.

Tænk i kreativitet og relevans: Fantasi, fortælling og refleksion er centrale drivkræfter i Andersens univers.

Sørg for faglig forankring: Projektet bør koble sig til læreplaner, dannelsesmål eller pædagogisk metode.

Beskriv den langsigtede værdi: Kan materialer eller metoder bruges igen, af andre eller bredere?

Typiske fejl at undgå

  • H.C. Andersen spiller kun en perifer rolle i projektet
  • Meget snæver målgruppe uden mulighed for bred anvendelse
  • Manglende plan for formidling eller evaluering
  • Ingen eller uklar medfinansering

Eksempler på tidligere støttede projekter

Nedenfor ses et udvalg af projekter, der illustrerer bredden og ambitionsniveauet i sporet Andersen i undervisningen.

EDIT24 – Digterens dilemmaer

Ansøger: FilmFyn A/S


Et undervisnings- og filmforløb for skoleelever, hvor H.C. Andersens eventyr bruges som afsæt for kreativ historiefortælling og refleksion gennem kortfilm.

Herfra min Verden går

Ansøger: Kunstmuseum Brandts


Et tværfagligt formidlingsprojekt, der kombinerer kunst, litteratur og undervisning og bringer H.C. Andersens forfatterskab ind i museets læringsforløb for børn og unge.

H.C. Andersen – Digterens skygge

Ansøger: Gyldendal


En grafisk roman, der formidler H.C. Andersens liv og indre konflikter i et visuelt og narrativt format målrettet større børn, unge og undervisningsbrug.

Andersens Papirklip


Ansøger: Fyns Grafiske Værksted

Et kreativt workshopforløb, hvor børn og unge arbejder kunstnerisk med H.C. Andersens eventyr gennem oplæsning, grafik og egne fortolkninger.


Overvejer du at søge støtte inden for Andersen i undervisningen?